Barbara Nielsen Alrø arbejdede det meste af sit liv på Windfeld-Hansens Bomuldsspinderi i Vejle, hvor hun nåede at holde 40 års jubilæum. Senere fik datteren Sonja Irene Madsen også arbejde på Windfeld-Hansens Bomuldsspinderi, hvor hun arbejdede i en del år - muligvis ad flere omgange.

Herunder kan du læse om bomuldsspinderiet og de ansattes arbejdsforhold.

I 1904 grundlagde Marius Windfeld-Hansen (ikke én af vores forfædre!) et bomuldsspinderi i Vejle: "Windfeld-Hansens Bomuldspinderi".

Bomuldsspinderi var på dette tidspunkt en rigtig god forretning, og Windfeld-Hansens Bomuldspinderi lagde hårdt ud: de købte store fabrikshaller til formålet, og de ville have verdens første elektrisk drevne spinderi. Det med elektriciteten var i sig selv en stor ambition: på dette tidspunkt havde Vejle endnu ikke et elektricitetsværk, der leverede strøm til byen, så de kunne altså ikke bare tænde for stikkontakten.

De satte derfor en kæmpe dieselmotor på 160 HK op, som skulle levere strøm til alle spinderimaskinerne. Da de tændte dieselmotoren for første gang, og alle spinderimaskinerne gik i gang, begyndte hele bygningen dog at skælve og krakelere - faktisk var den lige ved at styrte sammen!

Bygningen var nemlig ikke piloteret (hvilket betyder, at den var bygget direkte på jorden, og at der ikke var sat pæle i jorden under fundamentet for at stabilisere bygningen, som man altid gør i dag). Herefter måtte de derfor i gang med at pilotere hele bygningen og stabilisere bygningens fundament, før de kunne få gang i produktionen.

Da de tændte for den store dieselmotor for anden gang, gik det fint, og produktionen kunne nu gå i gang. Men lykken varede kort. Kun et halv år efter ramte en 23 uger lang strejke i hele den danske tekstilbranche og produktionen gik fuldstændig i stå.

Efter strejken fik Windfeld-Hansens Bomuldsspinderi endelig vind i sejlene, og herefter gik det stærkt fremad. I 1920'erne havde de ca. 250 ansatte. De måtte udvide fabrikken flere gange, og i 1930 var fabrikken fire gange så stor som ved åbningen.

I 1950'erne var de oppe på ca. 450 ansatte. Fabrikshallerne fyldte godt i landskabet, og virksomheden opkøbte også flere lejeboliger omkring fabrikshallerne, som de lejede ud til sine ansatte.

Arbejdet i fabrikshallerne på Windfeld-Hansens Bomuldsspinderi har ikke været let. En journalist der besøgte fabrikshallerne, da Barbara arbejdede der, fortæller, at larmen fra spinderimaskinerne var uudholdelige, og lød som "at være i stue med et par kæmpeflyvere". Mange ansatte stoppede derfor en klump vat i ørerne for at tage bare lidt af larmen.

Meget af arbejdet foregik med, at assistere maskinerne med de bare hænder. Det kunne f.eks. være at skifte bomuldstråden i maskinerne. Det lyder ikke specielt hårdt, men mange ansatte fik faktisk hænder, fingre og negle revet til blods ved arbejdet. Nogle ansatte fik neglene slidt helt væk, så deres fingerspidser var så ømme, at de knap nok kunne bruge sine hænder i fritiden.

Luften og gulvet i fabrikshallerne var fyldt med bomuldsstøv og bomuldstotter, og når de ansatte fik fri fra arbejde, var de fuldstændigt dækkede af bomuldstotter på tøjet og i håret, og deres øjne var røde og irriterede af bomuldsstøvet.

De var de så fyldte med bomuldsstøv og bomuldstotter, at Vejle by lavede en lov, der forbød de ansatte at køre med bussen hjem efter arbejde, medmindre de havde renset sit hår og sit tøj omhyggeligt for bomuld, før de steg på bussen.

Det var hovedsageligt kvinder, der arbejdede i fabrikshallerne, og lønnen var ikke god. På dette tidspunkt var der en kæmpe lønforskel mellem mænd og kvinder, fordi man mente, at kvinder dybest set skulle forsørges af deres mænd, så de skulle jo 'bare have lidt lommepenge' for deres arbejde.

Faktum var dog, at mange af kvinderne var enlige mødre, og de måtte derfor arbejde ekstra mange timer for at skaffe penge nok. Mange af de enlige mødre valgte at arbejde om natten, mens børnene sov, så de ikke skulle betale for en barnepige, og selv kunne tage sig af sine børn i dagtimerne - hvornår fik disse mødre mon sovet?

Som ansat på Windfeld-Hansens Bomuldsspinderi var det ikke tilladt at tage sygedage eller fridage, og hvis arbejdet ved maskinerne ikke blev udført tilfredsstillende, måtte chefen gerne give de ansatte en lussing - og det gjorde han gerne.

Det er svært at forstå, at Barbara kunne holde ud at arbejde under disse forhold i over 40 år, men hun har nok ikke haft så mange andre muligheder.